Psykoterapeut
Anne Katrine Teglgaard Koch
Psykoterapeut MPF
Parforhold og den svære kærlighed
"I kærlighed opstår det paradoks, at to væsner bliver til ét og dog forbliver to" (Erik Fromm, 1960)
I dag er der mange - rigtig, rigtig mange - der leder efter kærligheden på alle mulige og umulige måder. Samtidig er der rigtig mange, der oplever at stå tilbage, skuffede og med flossede følelser, enten i jagten på drømmepartneren eller efter kortere eller længere tid i et ellers lovende parforhold. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det så svært i første omgang at finde kærligheden og dernæst bevare den i et længerevarende parforhold? Er kærlighed og forelskelse det samme? Og hvad vil det sige at elske?
Kærlighedens essens - og problemer i parforholdet
Ofte starter det jo godt! Du finder et menneske, der lader til at være svaret på alle dine bønner og tjeklister. Én der møder dine behov, er et godt match, er vild med dig! – flot, spændende, klog, mystisk – eller hvad du nu har stående på din liste.
Men uanset hvor lovende det ser ud til at starte med, oplever mange, at det altid ender med, at den ene eller anden står tilbage med sårede følelser og et knust hjerte. Enten bliver du afvist eller også afviser du selv din potentielle partner, inden det begynder at blive alvor, hverdag og tæt.
Måske når du aldrig til et egentligt forhold, men strander altid ved første eller anden date, enten fordi du selv eller den anden afslutter relationen dér. Dette kan sætte sig fast som en meget smertefuld, ond cirkel, der tærer på både livsglæde og selvværd. Måske vender du det indad (’jeg er ikke god nok’) eller holder det ud i strakt arm (’han/hun er ikke god nok til mig’).
Begge reaktioner kan ses som et fornuftigt forsøg på at forholde sig til en meget kompleks og smertefuld situation. Men begge reaktioner skaber blot en endnu større barriere mellem dig og et tæt, nært og trygt forhold til et andet menneske.
Få et bedre parforhold ved at styrke dit selvværd i terapi
Måske tænker du, at du bare er uheldig altid at møde den forkerte mand eller kvinde, og leder videre. Men ofte vil du finde nogenlunde det samme uanset hvor du kigger hen - indtil du kigger på dig selv og dine såkaldte mønstre. I et terapeutisk forløb kan du arbejde med at forstå hvordan og hvorfor du handler som du gør, når det kommer til kærlighed og nære relationer. Forstå hvorfor du tiltrækkes af den type som du gør, og hvorfor du også selv tiltrækker særlige typer. Vi har alle nogle grundlæggende mønstre og forventninger som vi går ud i livet og møder verden med. Disse mønstre og forventninger bliver til selvopfyldende profetier og derfor bekræfter de dig blot i dit verdenssyn. Ved at gå dig selv lidt efter i sømmene, kan du blive bevidst om dine specifikke mønstre, og gennem denne nye bevidsthed og indsigt, kan der skabes rum for nye måder at være i verden på.
I et terapiforløb med fokus på kærlighed og parforhold vil vi for eksempel arbejde mod en større forståelse af dine grundfølelser, identificere og forstå dit (eller dine) tilknytningsmønstre, se nærmere på dine behov og grænser samt evne til at give udtryk for disse.
Den evige jagt efter den perfekte partner
I stedet for at tage ansvar for det du bringer med ind i en relation, sker der ofte det, at mange giver op på det forhold de har, og fortsætter deres jagt efter den ’perfekte partner’. Rigtig mange tror nemlig, at denne og kærligheden i sin essens, findes uden for dem selv. Du spørger og leder retorisk efter én at elske og én der elsker dig. Og det er her det går galt for mange. I kærlighed er det nemlig vigtigt at vide, at selvom det kan føles som om du smelter sammen med den anden part, er du først og fremmest dig selv. Og du må lære at holde af hvem du er og tage ansvar for dine følelser, for ingen anden kan gøre det hvis ikke du selv kan.
Kærlighed kræver selvkærlighed
En god, dyb kontakt i et parforhold, kræver altså en forståelse af, at I er to adskilte individer, der i momenter smelter sammen, men derudover at individuelle væsner, der selv må tage ansvar for jer selv. Sammensmeltningen eller symbiosen er ikke parforholdets idealtilstand! Et sundt parforhold kræver, at begge parter kan gå ind i den helt nære kontakt, for så at gå ud af den igen. Og dette kræver, at du holder nok af dig selv til at kunne være det man kalder selvtilstrækkelig i perioder. At være afhængig af sin partner er altså ikke et sundt tegn.
Hvis du mister dig selv, og tror den anden kan og skal opfylde alle dine behov, er det ikke kærlighed du leder efter, men en omsorgsrelation der i højere grad kan minde om det forhold et lille barn indgår i til sine forældre.
Elsk dig selv, så du kan elske andre
Du søger med andre ord én der kender dig bedre end dig selv og opfylder de behov du ikke engang selv kan definere. Det sker i mange forhold at man indtager den holdning, at den ene skal vide eller gætte den andens behov. Men det er ikke noget man kan eller skal forvente af en voksen kærlighedsrelation. Det er i stedet en barnlig (men meget forståelig) længsel efter at blive elsket ubetinget.
Denne længsel er langt fra unormal, men kan være en hæmsko i et parforhold da den forhindre et ligeværdigt 'voksent' forhold, hvor man både er i stand til at elske sin partner og tage imod dennes kærlighed! Det kan virke enormt komplekst.. og er det egentlig også! Men en god tilgang til at forstå kompleksiteten er at undersøge nærmere og arbejde med det tilknytningsmønster, du har med dig fra dine tidlige leveår.
Dit tilknytningsmønster og dit voksne kærlighedsliv
Tilknytningsteorien handler om de relations- og reaktionsmønstre, der bliver grundlagt i dine tidligste leveår - fra nul til tre år. De formes bl.a. af hvordan du er blevet mødt og rummet i dine følelser og dine behov af dine primære omsorgspersoner (typisk dine forældre) og hvordan de lærte dig at agere i verden.
Tilknytningsteorien kan bruges som en ramme til at forstå, hvorfor du handler som du gør, når du er i relationer med andre, særligt til de helt nære, og særligt når du er følelsesmæssigt ude af sync, presset, bange etc. Den er derfor en virkelig god ramme at forstå dine handlinger i kærlighedslivet på.
Tilknytningsteorien
Tilknytningsteorien beskæftiger sig helt kort med, hvordan du indgår i en følelsesmæssig, tæt relation. Det kan være til din kæreste, din mor/far eller dit barn. De fleste af os indgår i mange former for relationer gennem livet, men til forskel fra forholdet til dine venner eller kollegaer, oplever du måske, hvordan forholdet til dine nære får nogle helt særlige følelser op i dig – på godt, men virkelig også på ondt! Jo tættere du er på en anden person, jo mere er der på spil og i højere grad vil dit eller dine tilknytningsmønstre aktiveres.
Det er derfor vi kan føle, at vi af og til bliver en person vi knapt nok selv kan genkende – eller acceptere vi er – i relationen til vores kæreste (eller i jagten efter en sådan).
Det kan virke mærkeligt at skulle så langt tilbage i historikken for at finde grunden til hvorfor og hvordan du handler i dit voksne liv. Men prøv alligevel at spørg dig selv: Hvordan møder jeg verden og knytter jeg mig til mine omgivelser i dag? Forventer du at blive mødt kærligt, omsorgsfuldt og med respekt for alt hvad du er, også når du er ’besværlig’, vred, ked af det eller jaloux? Møder du verden med skepsis, er du på vagt og med en forventning om, at dine grænser vil blive overskredet? Må du være den du er, med alt hvad du er? Eller kun delelementer af dit hele?
Alt afhængig af hvordan du blev præget i dine helt tidlige år samt erfaringer fra relationer senere i livet, vil du svare forskelligt på ovenstående.
Dit tilknytningsmønster
Tilknytningsmønstrene kategoriseres som enten trygge eller utrygge i relationen til andre. Mønsteret er ikke statisk og kan ændre sig gennem livet. Et utrygt tilknytningsmønster handler ikke om, at du har haft en dårlig barndom med omsorgssvigt og vanrøgt, men det kan indikere, at du på nogle punkter ikke er blevet mødt i dine behov, hvilket kan være fatalt og have konsekvenser for det lille barn. Ca. 50 procent har en overvejende utryg tilknytning, så det er altså ikke unormalt!
Når vi kigger på dit mønster i terapien, handler det ikke om at se på, hvorfor dine forældre ikke gjorde det godt nok men i højere grad, om hvordan du kan tage ansvar for dine behov idag, fra din voksne position idag.
Man taler om fire mønstre: tryg, utryg undvigende, utryg ambivalent og utryg desorganiseret. Da de allerfleste identificerer sig med de tre første, er det dem jeg kort vil uddybe her og forklare hvordan de kan påvirke den måde du i dit voksenliv indgår i nære kærlighedsrelationer.
Tryg tilknytning
Folk der overvejende identificerer sig med dette mønster, møder verden med tryghed og en forventning om, at der er plads til dem, med alt hvad de er – både når de gode og smukke, grimme og besværlige – og alt derimellem. De har med andre ord et stærkt fundament og ved at de er elsket uanset hvilke følelser de mærker og udtrykker. De ved de må være her og tage deres plads i verden. Folk med et trygt tilknytningsmønster indgår i balancerede parforhold, hvor de har tillid til at deres partner vil dem – og vil dem det godt – at de kan regne med støtte i svære situationer. Oplever de at partneren ikke kan give dem hvad de har brug for, giver de udtryk for det, men de kan også rumme ikke altid at blive mødt i deres behov. Oplever de til gengæld at partneren aldrig møder dem eller møder dem uden respekt, bryder de relationen, da de ved hvordan en tryg ligeværdig kærlighedsrelation skal føles.
Er det trygge mønster grundlagt i barndommen, har man oplevet forudsigelig kontakt, nærvær og kærlighed fra mor og far. Barnet har haft en tryg opfattelse af forældrenes tilstedeværelse og de har overvejende kunne opfylde behovet når det er opstået hos barnet. Desuden har de formået at rumme barnets store følelser (både glæde, vrede, sorg, frygt) og derigennem lært barnet at rumme dem hos sig selv.
I en voksen kærlighedsrelation viser den trygge tilknytning sig ved, at du har tillid til, at din partner er der for dig når du har brug for det, samtidig med at du har tillid til dig selv, dine følelser, fornemmelser og egen selvstøtte. Du kan både få hjælp, støtte og omsorg fra andre og fra dig selv.
Det vurderes at 50 % af befolkningen er trygt tilknyttet.
Utryg - ambivalent tilknyttet
Mønsteret kaldes også ængsteligt og kendetegnes ved, at man befinder sig på en evigt ambivalent akse mellem at længes efter nærhed og kærlighed (når den ikke er tilgængelig) og at afsky den (når den er inden for rækkevidde).
I parforholdet kommer dette mønster til udtryk på forskellig vis - ofte er det meget tydeligt i starten af en relation, hvor det hele naturligvis er lidt mere usikkert. Er du utryg ambivalent tilknyttet vil du være nærmest sygeligt optaget af din (potentielle) partner og have stort behov for kontakt og bekræftelse.
I barndommen oplevede du måske at kontakten og nærheden var uforudsigelig eller at du måtte gøre noget særligt for at få mor eller fars opmærksomhed. Dette har været angstfremkaldende i dit barnevæsen - for du var fuldstændig eksistentielt afhængig af, at dine forældre gav dig kontakt og nærhed. Når du indgår i en kontakt for på sin vis kan minde om noget fra dengang, vil angsten vækkes til live, og du mister kontakten til dit voksne-jeg. I stedet bliver kontakt til og accept fra din partner målet for hele din verden og du kan ikke bære dig selv - du er afhængig af ham eller hende.
Ofte vil personer med dette mønster paradoksalt nok have svært ved den egentlige nærhed - for med den følger også en enorm angst for at miste. Derfor kan det ske at de trækker sig når de opnår nærheden fra deres partner - bliver ligeglad eller ligefrem slutter forholdet, da de ikke genkender nærheden som kærlighed.
Mønsteret kan komme i mange forskellige variationer og udtryk men grundlæggende kan du spørge dig selv, om du sætter din partners accept og bekræftelse over din egen, eller om du står stærkt i dig selv og dit eget værd. Man mener ca. 12 procent har dette mønster og at det overvejende er kvinder.
Utryg – undvigende tilknyttet
På samme måde som det ambivalente mønster, er du som undvigende også styret af en grundangst for afvisning. Til forskel fra den ambivalente der udadtil længes og desperat forsøger at opnå sin partners accept, gør du, som person med et undvigende mønster, dig selvtilstrækkelig. Ikke altid, men når du er følelsesmæssigt presset.
Du har ingen tillid til at den anden i en kærlighedsrelation er der for dig. Du reguleres ikke af den anden, da dette er uvant - du klarer dig selv når det er svært! Dette mønster er en reaktion på, at kærligheden og kontakten har været uopnåelig i barndomshjemmet. Det kan fx. være hvis din mor havde en efterfødselsreaktion eller dine forældre var meget intellektuelle men knapt så følelsesmæssigt intelligente. Derfor har du indrettet dig i livet, så det udadtil ligner du ikke har behov for nærhed – men under alle lag, ligger der et stort, uopfyldt og smertefuldt behov for kærlighed.
Modsat trygt tilknyttede vil voksne med utrygge mønstre ikke stole på at deres partner vil eller kan støtte dem. Måske forsøger de ihærdigt at få dem til det (det ambivalente mønster) eller trækker sig i relationen så det aldrig kommer så vidt at de beder om følelsesmæssig støtte (det undvigende mønster). Begge tilfælde er et forsøg på at styre angsten for ikke at blive mødt og elsket, ved at undertrykke behov og sider af sig selv.
Selvom det kan se modsat ud, er de utrygt tilknyttede børn og voksne faktisk langt mere opmærksomme og afhængige af deres partner end de trygt tilknyttede, da først nævnte er styret af angsten for at miste kontakten da det vil betyde en afbrudt kontakt til eget værd og identitet. Til forskel vil de trygt tilknyttede vide, at de kan finde kærlighed andre steder – og altid allerede har den med dem i sig selv.
Det er vigtigt at sige, at man ikke altid befinder sig i eller handler ud fra sin mønsterreaktion. Men læg mærke til hvad der sker i dig, når du er presset, stresset eller på anden måde ’ude’ af dit voksne rationelle jeg. Hvilke tanker og dynamikker dukker da op? Holder du stadig dig selv i hånden, tror på dit værd, din partner og relationen? Bliver du ængstelig, bange og har et overdrevet behov for anerkendelse og bekræftelse fra den anden? Eller trækker du dig og bliver selvtilstrækkelig og kold?
De to sidste reaktioner er helt naturlige og giver ofte god mening ud fra din fortælling. Men de kan samtidig være uhensigtsmæssige og konfliktoptrappende, medmindre du har en meget forstående partner.
Samtidig er det vigtigt at sige, at mønstrene kommer til udtryk i mange forskellige former. Og måske kan du genkende dig selv i det ene og det andet alt efter kontekst. Dette er normalt og godt - for det er vigtigt at tage tilknytningsteorien for hvad den er - en teori og altså ikke en universel sandhed.
Min erfaring er, at tilknytningsteorien kan give vigtige indsigter for mine klienter, i arbejdet med at definere egentlige følelsesmæssige behov, mærke sorgen over ikke at være blevet mødt i dem, og dernæst tage ansvar for selv at opfylde dem.